Jeg lagde mit Øre til Kildens Bred, Og lytted til Nøkkens Sange; Og Egnen hvilte i stille Fred, Og Dagen led, Og Skyggerne blev lange. Man siger, at Nøkken er fri og glad, Og dandser paa Kiselstenen; Men Fuglen hører bag Birkens Blad Hans Vemodskvad, Og vugger sig taus paa Grenen. Naar Skumring hviler paa Fjeld og Vang, Og lukker al Verdens Munde, Da nynner han først sin bedste Sang; Hans Nat er lang: Han kan ei hvile og blunde. Jeg hørte ham hulke, mens Aftnens Skjær Svandt hen bag de dunkle Skove. Da trillede Duggen fra alle Træ'r, Der stode nær Og skygged den klare Vove. Hans Harpe spilled med dæmpet Streng Den ømmeste Serenade: "God Nat, min Rose! Ak, til din Seng, Fra Skov og Eng, Gaa Drømmenes Alfer glade. Du aander og gløder saa skjær og varm, Og ved ei, hvad jeg maa friste. Jeg døver min Sorrig i Sus og Larm; Men ak, min Barm Vil aldrig dit Billed miste!"
https://primanota.net/halfdan-kjerulf/nkken-lyrics.htm