Der fløj en fugl over granehej som synger de kjente sange. Han lokked mig ud fra slagen vej, og ind paa de skuggede gange. Jeg kom til skjulte kilder og tjern, hvor elgerne tørsten slukke; men fuglerøsten lød endnu fjærn som nyn mellem vindens sukke. Jag stod i birkenes høje sal mens midsommerdagen hældet. Der tindrede dug i dyben dal, det skin ned som guld av fjeldet. Da lød det fjærnt og da lød det nær som av en susende vinge, og grant jag hørte fra alle trær de lokkende toner klinge. Det drager en sti saa langt avsted til lien hvor fuglen bygger. Der stemmer den up hver sang den ved, i dunkleste granneskygger. Men om jeg aldrig kan vinde did jag kænder dock lokkesangen hvor sødt den kalder ved aftenstid naar duggen har drysset vangen.