Wilhelm Peterson-Berger - Aften ved fjorden - текст песни (слова)

Nu synker aftenen sagte ned med gylden rödme på sö og lier
 og lydlös taushed og yndig fred till rolig slummer naturen vier. 
 De grönne strande sig stille blande i söens speil med de blanke vande, 
 de grönne strande sig stille blande i söens  speil med de blanke vande, der fange dem. 
 
 Se fiskerbåden hvor slank och let, höjt på den glimrende flade båren, 
 hvor karlen böjer sig mod sit net, mens stille pigerne holde årren. 
 Den tause tale fra sö och dale al dagens higen har kunnet svale, 
 den tause tale fra sö och dale al dagens higen har kunnet svale och binde dem.
 
 Men södt hensunken en pige står og fremad ser i den klare himmel, 
 mens længselsvakt hennes tanke går till julelegen och dansens vrimmel. 
 Den röde lue på aftnens bue har kastet funker, vi kan ej skue. 
 Den röde lue på aftnens bue har kastet funker; vi kan ej skue. Hun stirrer ud:
 
 Du rige, rödmende sommernat, der ejer mer end de lyse dage, 
 o, bring den fagre din bedste skat, laddrömmen kjærlig till hende drage: 
 når snart de lande ved grönne strande, læg sölverkronen om hendes pande, 
 når snart de lande ved grönne strande, læg sölverkronen om hendes pande som salig brud!